Vi har siden 1980 haft produktion af træemballage her på lokationen og råder samtidigt over en meget bred vifte af underleverandører i en række lande. Et netværk som er opbygget gennem mange års tæt samarbejde og som løbende udvides efter behov. Hele tiden med fokus på at sikre kvalitet, fleksibilitet samt nedbringe omkostninger.
1980
A/S J. P. Sørensen grundlægges i 1980 af J. P. Sørensen. J. P. Sørensen producer i en årrække træemballage i lejede lokaler i den tidligere Jels Trælasthandel, beliggende Sønderfenne 5, 6630 Rødding (vores nuværende adresse).
J. P. Sørensen opbygger på kort tid en givtig forretning med mange kunder grundet dygtigt salgsarbejde og tidligere erfaring og kunderelationer fra sit tidligere virke som værkfører hos DTE i Ribe.
J. P. Sørensen dyrkede i sin ejertid lange og tætte kunderelationer, som i flere tilfælde har varet frem til i dag.
1990
I 1990 overtages A/S J. P. Sørensen af A. Brüggert og bliver til A/S J. P. Sørensens Eftf. A. Brüggert har en fortid som trælastdirektør i Varde.
A. Brüggert formår at skabe fortsat vækst i virksomheden. Dette i tæt i samarbejde med kunder og ansatte. I 90’erne er importen af træemballage til Danmark meget begrænset og A. Brüggert får i de 10 år han er ejer af virksomheden bl.a. moderniseret produktionen af engangspaller med køb og drift af to automatiske pallemaskiner.
I år 2000 overtager A. Brüggert de hidtil lejede produktionslokaler og udenomsarealer, som stadig udgør virksomhedens omdrejningspunkt.
2001
I 2001 afhænder A. Brüggert sin virksomhed til Per M. Clausen og Claus M. Clausen, da kontinuerlig vækst og pensionsalder har medført en alt for belastende hverdag.
Den daglige arbejdsbyrde fordeles nu mellem de nye ejere. Tiderne er dog ikke så gunstige i de kommende år. Importen af træemballage fra Baltikum og Polen bliver massiv og besværliggør livet for danske producenter.
Dette på trods af meget trofaste kunder.
2010
For at udvide kundekredsen og sikre forretningsgrundlaget for A/S J. P. Sørensens Eftf. opkøbes i år 2010 EP Emballage i Brørup. Virksomheden var større end A/S J. P. Sørensens Eftf. selv. Det lykkes dog hurtigt at flytte både faste kunder og produktionsapparatet til Jels.
En disposition virksomheden stadig nyder godt af. Vi er taknemmelige for at både nye som gamle kunder fortsat bruger vores virksomhed som fast leverandør.
2020
Carsten Tjørnelund køber sig ind i virksomheden og bliver medejer. Carsten Tjørnelund har en massiv træ- og ledelsesmæssig baggrund, som virksomheden kan udnytte til især procesoptimering.
Udvidelsen af ejerkredsen sker som et led i et planlagt længerevarende generationsskifte.
2022
Ejerkredsen udvides endnu engang med Pawel P. Konieczny. Pawel P. Konieczny har en fortid som afdelingsleder i et stort transportfirma og har med sin polske baggrund optimale forudsætninger for at gøre fordelagtige indkøb i Østeuropa, samt arrangere transporterne af det indkøbte.
Med det nuværende hold af 4 fagligt kompetente personer med egne tværgående specialer og alle med indgående branchekendskab ser vi os godt rustet til fremtiden.
Vi har med det igangværende længerevarende generationsskifte sikret en glidende overgang af virksomhedens know-how og sikret leverancer til kunder samt virksomhedens fortsatte vækst.
Som led i det igangværende generationsskifte ændres virksomhedens navn fra A/S J. P. Sørensens Eftf. til det mere nutidige og mere internationale Woodpack Denmark A/S.